Pressemeddelelse: West Presenning får i denne tid flere og flere bestillinger på at skulle levere mange presenninger i den samme ordre. Det er typisk fra firmaer, der har behov for overdækning af større byggerier eller afdækning af et stort antal maskiner.

Denne type ordrer gør, at West Presenning ikke selv kan nå at fremstille det ønskede antal presenninger på eget værksted inden for den tidsramme, kunderne forventer.

Derfor øger virksomheden i Ringsted nu importen af presenninger fra Polen, der leverer produkterne i høj kvalitet. I alle størrelser og hurtigt. Nogle typer presenninger, bl. a. net-presenninger og almindelige afdækningspresenninger, er lagervarer og kan i stor udstrækning leveres fra dag til dag.

Hurtig levering                                                                                                                                                                                            – Inden for byggeriet og industrien går det stærkt i øjeblikket. Derfor har vi valgt at øge vores import af presenninger, primært til overdækning og afdækning. Vi kan nu hurtigt levere alle former for presenninger i standard-størrelser. Fra de mindste til de største. Vi har en virkelig god leverandør i Polen, som vi har samarbejdet med i mange år. Og som altid leverer produkter i høj kvalitet til en fornuftig pris, siger direktør Jørn West, West Presenning.

Fastholder værksted i Ringsted
Han glæder sig til at tage rundt til nye og gamle kunder. Her vil Jørn præsentere de mange muligheder, som de nye typer presenninger vil give virksomheder inden for byggeri, industri og transport.

– Vi fastholder vores værksted på Thorsvej i Ringsted, hvor vi udfører specialopgaver og reparationer. Men som markedet er i øjeblikket, forventer jeg, at vi kommer til at øge omsætningen på importerede presenninger ganske betydeligt, siger Jørn West.

West Presenning blev stiftet i 1950 af Ejnar West i Ringsted. Virksomheden voksede gennem årene, og 1990 overtog sønnen, Jørn, virksomheden, som han har drevet siden. Altid med fokus på at leve op til kundens krav og ønsker.